Ved renovering i en ejer- eller andelsboligforening er den største praktiske risiko ikke kun en prøve, der mangler, men uklare oplysninger: fra hvilken lejlighed, hvilket rum og hvilket materiale resultatet stammer. Når der er flere objekter, sparer en ensartet måde at navngive prøverne på både fejl og unødvendige ekstra besøg.
Aftal, hvordan prøverne navngives, før prøvetagningen
Brug den samme struktur på hver pose og i hver bestilling, for eksempel ”lejl. 1201 / badeværelse / vægfliser med underliggende lag”. Hvis der er flere bygninger eller opgange, så tilføj også bygning og opgang.
Skeln mellem resultatet og det, det gælder
Resultatet i rapporten gælder den prøve, der blev indsendt. Til beslutningerne i projektet skal man derfor vide, om prøven repræsenterer én lejlighed, et bestemt materialeparti eller en større ensartet konstruktion. Det må ikke overlades til, at nogen forsøger at huske det bagefter.
Saml beslutningerne ét sted
Gem prøvens navn, foto, prøvested og rapport samlet i projektets dokumentation. Notér også, hvilken arbejdsopgave resultatet gælder, og hvem der har truffet beslutningen om, hvordan arbejdet skal fortsætte. Så ser entreprenør, administrator og bygherre på de samme oplysninger.
Hvornår er der brug for en ny prøve?
En ny prøve er begrundet, hvis materialet i en anden lejlighed ser anderledes ud, hvis renoveringshistorikken er en anden, eller hvis stedet for den oprindelige prøve ikke svarer til det nye nedrivningssted. At lejlighederne har samme adresse, gør ikke materialerne ens.
Klar navngivning gør laboratorieresultatet til brugbar projektinformation. Samtidig mindskes risikoen for, at et korrekt resultat knyttes til den forkerte lejlighed eller det forkerte materialelag.